En psykiater skriver om ”torne i kødet”

En torn i kødet er både en dyb og meget lærerig bog. Skrevet af Pablo Martinez, født i Barcelona i 1954, cand. med. og efterfølgende
speciallægeuddannelse i psykiatri. Han skriver ud fra egen praksis og har den kristne vinkel på en psykiaters arbejde. Bogen har flere cases og er selv for en ikke faglært til at læse og virkelig få noget ud af.Vi har nok alle, enten i eget liv eller i familiens liv, personer, som har ”en torn i kødet”. Hvordan takler man udfordringen? Og hvordan kan man ”overkomme” det? Bogen gør brug af både ”diagnose-sprog” og almindelige beskrivelser.
Bagest i bogen er en oversigt over ”typer af torne”, både kroniske, fysiske sygdomme og psykologiske tilstande. Pablo Martinez har med megen indsigt i Bibelen fundet eksempler på kognitiv terapi i Bibelen. Først læste jeg ordene ”kognitiv terapi” med modstand, men måtte sande, at der er hjælp at finde i bogen. Ligesom guldgraverens arbejde hjælper han læseren med at grave guldklumperne frem af mudderet; uden slam, intet guld. Som han udtrykker det: Vi må rode rundt i sølet, hvis vi vil finde skattene.

Også en kampbog

Forfatteren skriver, at der er meget håb at finde i lidelsen, og han sammenligner Paulus’ torn og vores. Et afsnit i bogen handler om accept, som han mener er nøglen til sejr over fjenden, og at der er engle på vejen, som giver den kærlighed, der helbreder. På den måde er bogen også en kampbog i åndelig krigsførelse. Tornen, kødet, nager, og han beskriver kampen både med Gud og én selv.
Mennesker, der lider under en torn, har brug for at erfare nåde, både gennem familie og venner, men mest af alt fra Gud. Tænk på Jobs trøstere. Deres største fejltagelse var på en måde, at de snakkede for meget. Hvis de havde holdt deres mund, som de gjorde de første dage, så ville de have været til meget større trøst for den forpinte mand. I lidelsen udtrykkes kærligheden meget bedre med en omsorgsfuld berøring end med lange, velformulerede betragtninger. Dette skriver han om i et afsnit om ”engle på din vej”.

Fandt kreativiteten gennem deres torn

Psykiateren
Pablo Martinez har tidligere på dansk fået udgivet bogen ”Bønnens psykologi”

I bogen er der også eksempler på mange kendte personer op igennem tiden, som gennem deres torn fandt kreativiteten. Kilden er ”Kreativ lidelse” af Paul Tournier, og der nævnes Napeleon, Dronning Victoria, Tolstoj, Dostojevskij, Bach og mange andre. Alle var udsat for en traumatisk oplevelse, der kom til at fungere som en katalysator for deres kreativitet.
Som der står på bogens omslag: Guds svar, da Paulus bad ham fjerne tornen i kødet, er et stærkt svar til dig, der er magtesløs i din lidelse.

Pablo Martinez: En torn i kødet
288 sider • 249,95 kr. • Lohse